Green Tech Center 2018

Green Tech Center 2018

Vækst har også præget 2018. Green Tech Center rummer nu 50 store og små virksomheder med ca. 250 ansatte i alt. Også i 2018 har det summet med aktiviteter i Green Tech Center. Rigtig mange kommer for at høre om vores aktiviteter, vores virksomheder og kommer rundt og ser husene og parken. I gennemsnit har vi nok en ugentlig rundvisning og vi har i alt haft 1600 arrangementer med 10.500 deltagere. I august havde vi besøg af Finansminister Kristian Jensen, der var interesseret i at høre, hvordan private aktører som Green Tech Center bidrager til vækst og jobskabelse i Danmark. I oktober havde vi besøg af en 85 mand stor erhvervsdelegation fra Sydkorea i forbindelse med 4G (Green Growth and Global Goals) topmødet i København. Sydkorea ser Green Tech Center som et eksemplarisk eksempel på at samarbejde mellem myndigheder, forsknings- og vidensinstitutioner samt virksomheder skaber vækst. Og de vil meget gerne lære af Green Tech Centers erfaringer. I maj blev Resilience House i Vejle kåret som den mest bæredygtige bygning i Europa med en drift baseret på varmepumper, det er vi rigtig stolte af.  

Virksomhederne trives. Vi har fået 14 nye spændende virksomheder i Green Tech Center. Og virksomhederne har haft et forrygende år – der er stort set vækst over hele linjen. I Green Tech Start Up, som drives af Vejle Kommune, er der p.t. 18 virksomheder med i alt 26 ansatte, også her har virksomhederne travlt og vækster, flere af virksomhederne har fået ekstra ansatte, hentet ekstern kapital og udviklet nye produkter, og en af vores virksomheder har modtaget gazelleprisen.

Green Tech Centers netværk og økosystem udvikles også løbende. Vi har løbende tilgang af nye medlemmer og godt 545 personer er nu tilmeldt Green Tech Centers nyhedsbrev. I første halve år af 2018 gennemførte vi en medlemsundersøgelse. Vi fik rigtig mange positive svar tilbage, både virksomheder der vil stille sig til rådighed for samarbejde med vores start up-virksomheder, men også virksomheder der ønsker samarbejde med universitetet eller virksomheder, der ønsker at blive en del af nye innovationsprojekter. Konklusionen er, at vi har mange innovative virksomheder i netværket.

Invester i Trekantområdet er kommet godt fra start – foreningen tæller nu over 20 mentorer, 14 investorer, 10 partner og 3 fyrtårne. Der har været afholdt tre Investor Days, og 60 virksomheder har været igennem Invester i Trekantområdet. Fyrtårnene indstiller virksomheder til Invester i Trekantområdet.

SDU/GTC Hub er blevet en realitet. I april fik SDU en fast plads i Green Tech Center. Lone Søvad Madsen fra TEK Innovation, Det Tekniske Fakultet, SDU er i Green Tech Center hver fredag hvor virksomheder, der ønsker samarbejde med studerende eller forskere fra SDU kan komme forbi for at drøfte forskellige muligheder. Der er allerede indledt flere samarbejder og vi forventer rigtig meget af fremtiden.

Der har i 2018 været fuld gang i projekterne. I Smart Energy 2 Market har vi arbejdet med fire nye systemløsninger: FlexRef, der er en systemløsning, der skal sælge køl, frost og varme efter forbrugt kWh til virksomheder og detailhandlen. Unik Storage er kvalitetsopbevaring, der tilbydes til både private og virksomheder, der måtte have behov for opmagasineringsplads og lager med et højt bevaringsindeks. Green Tech Bus, der skal sælge solenergi til busser. Ved at sætte solceller på taget kan busselskaberne spare 5% på dieselforbruget, og dermed udleder busserne mindre CO2, ligesom der kommer mindre slid på bussernes batterier og generatorer. Tørring af biomasse, der en ny og banebrydende måde at tørre forskellig former for biomasse med et langt lavere energiforbrug end de tørringsanlæg, der kendes i dag. Og i FlexReStore – energifleksibilitet i detailhandlen – har fokus været på udvikling af IKT løsninger, case studier i butikker samt opsummering af erfaringer for at få sat gang i energifleksibilitet i detailhandlen og få viden udbredt til så mange som muligt. EnergyLivelab har i 18 skabt overblik over alle de energidata der er til tilgængelige i Vejle nord. Nu forestår arbejdet med at finde den bedst egnede måde at samle og præsentere data.

Organisatorisk har vi ved årsskiftet mandet op og ansat en forretningsudvikler.

Læs mere om 2018 i Green Tech Center her.

Green Tech Center ønsker alle en rigtig god jul og et godt nytår